Grøntsagssuppe med hvide bønner

 

Her i det tidlige forår kan man godt begynde at savne de nye friske grøntsager. Maden har været tung i en lang periode og som lyset vender tilbage kommer også trangen til de lette grønne retter.

Men man kan dog sagtens lave en dejlig grøntsagssuppe over bål, der smager både let og grønt. Der er hvide bønner i suppen og serverer man lidt ristet rugbrød med smør til, har man et både nemt, mættende og sundt måltid.

Til 4 personer skal du bruge

  • 1 dåse hvide bønner
  • 1 mellemstor gulerod
  • 2 stængler blegselleri
  • 2 solohvidløg
  • 2 skalotteløg
  • 3 stegler grønkål
  • En håndfuld bredbladet persille
  • Et par kviste frisk rosmarin
  • Et klem af en halv citron
  • 1 liter vand
  • Salt & peber
  • 1 grøntsagsboullion terning
  • 1-2 spsk smør til stegning

Sådan gør du:

Smelt smøret i en gryde og steg løg og hvidløg blanke. Tilsæt herefter gulerødder og blegselleri og lad det stege i et par minutter til grøntsagerne bliver blanke i overflade – det må endelig ikke tage farve.

Tilsæt urter, vand, et klem af en citron og krydderier og lad det simre i ca 10 minutter. Tilsæt de hvide bønner og grønkålen og lad det simre i yderligere 5-10 minutter. Smag på suppen undervejs og tilsæt evt. mere salt, peber og citron. Du må ikke lade retten koge for længe, så mister grøntsagerne og ikke mindst grønkålen både sin farve og det gode bid.

Server suppen med groft rugbrød (evt. ristet på en bålrist lige inden servering).

Tip: hvis det skulle ske, at der er noget tilbage af suppen, så tag den med ind i køkkenet og blend resten til en creme suppe. Den er nem at varme i en lille gryde på komfuret i morgen.

← Older Post Newer Post →