Blomsterfestival i Tivoli

Det er blevet sommer og der er fuld knald her i Gl. Rye – både i haven og med en masse spændende projekter. I øjeblikket er jeg igang med 5 meget spændende ting til den kommende blomsterfestival i Tivoli Friheden i Aarhus. Jeg skal lave følgende:

  1. Et haveskur/potteværksted med en masse små finurlige ting og sager der i et sammensurium skaber en ny fortælling
  2. En drivhusbar, hvorfra der serveres snapse-coctails af Snapsbornholm
  3. En cykelbod med salg af buketter af bæredygtigt dyrket blomster
  4. Dekoration af en Morris 1000
  5. Og endelig en dekoration af en gammel fin traktor

Det er 5 super fine projekter og jeg glæder mig bare helt vildt. Der er stadig en masse løse ender og ting, der skal laves om i sidste øjeblik, men sådan er det og det gør bare det hele lidt mere spændende og sjovt.

Forleden havde jeg besøg af Pernille fra Pretty Little Pancake. Pernille driver en slow flower farm i Mols Bjerge ud fra bæredygtige principper. Jeg synes hendes arbejde med buketter af danske blomster er vigtigt og jeg synes hun har ret, når hun fortæller om det genvinsten ved at købe danske blomster i sæson. Hvorfor lade blomster rejse igennem flere lande og kontinenter, når vi en stor del af året har mulighed for at nyde sunde, smukke, duftende blomster fra vores egen muld?

Jeg har selv en tradition med at have hvis franske anemoner til jul og jeg synes også det er virkelig dejligt at bruge friske citroner i madlavningen. Jeg tror ikke jeg kommer til at stoppe med nogle af delene, men jeg tænker at det vil gøre en stor forskel, hvis jeg det meste af tiden vælger med stor omtanke.

YOU MIGHT ALSO LIKE

LEAVE A COMMENT