Jeg forestiller mig, at du lige som jeg har travlt med en masse ting og gerne vil nå det hele. For mange af os er der både børn, job, hus, venner, familie, sport og en masse andet, der skal jongleres.

Midt i det hele vil vi også gerne gøre det rigtige. Både i forhold til at fylde vores børn op med gode oplevelser og sunde værdier. Men også i forhold til at føre en sund livsstil. Jeg synes, der er meget at se til og jeg farer ofte vild i mine egne prioriteter.

Drømmen om, at gøre noget anderledes

Så mon ikke du også – lige som jeg – med jævne mellemrum spekulerer over, om vi kan gøre tingene lidt anderledes? Jeg tager mig selv i at drømme om et mere enkelt liv. Et liv med bedre kontakt til mig selv, mine kære og ikke mindst naturen omkring mig.

Men inden du rykker dit liv til en ødegård i Sverige, så har jeg en idé. Prøv at lave et bål i haven. Sæt dig ved det og bare mærk.. Du skal ikke noget. Du skal bare være der, nyde varmen og se flammerne danse. Inviter familie og venner til at være med og læg mærke til hvad et bål gør ved jeres samvær.

Prøv at lægge mærke til hvordan samtalen og aktivitetsniveauet omkring bålet formentlig starter i et godt tempo. Læg mærke til, hvordan der falder ro på i takt med, at I får styr på bålet og de gode siddepladser. Samtalen bliver dybere, langsommere og pauserne imellem ord bliver også længere. 

Hvad er det der sker? Nærvær indfinder sig. Og det er lige præcis dét et bål kan. Ilden og bålet kan kalde på noget helt grundlæggende og ur-agtigt i os, som bringer os tilbage til nuet og nærværet. 

Vores gener husker

Går man tilbage i historien er det nemt at forstå hvorfor det er sådan. Vores forfædre var afhængige af ild og bålet var arnestedet. Bålet blev brugt til at lave mad og holde os varme og det har vores gener ikke glemt.

Jeg bilder mig ikke ind, at et bål kan redde en hektisk hverdag. Men jeg ved, at når jeg forstyrrer hverdagen en lille smule ved at træde ud af rutinerne, så får jeg mere kontakt til verden omkring mig. Lad det ikke kun ske når I er i sommerhus eller på ferie. Prøv det også på en helt almindelig tirsdag. Det er hverdagseventyr for mig.

Skriv gerne til mig på mail eller her nedenfor med din båloplevelser.

YOU MIGHT ALSO LIKE

LEAVE A COMMENT