Friske blomster

Jeg er meget stor fan af alt det der kan plukkes lige udenfor min egen hoveddør og jeg er ikke særlig optaget af om det kaldes ukrudt eller ej. Der er hele tiden noget fint i blomst, noget smukt løv eller en gren med kogler, der kan pynte. Men jeg kan altså heller ikke stå for købe-blomster. En smuk velvalgt buket er bare altid dejligt. Den behøver ikke at være stor og prangende. Bare valgt med omhu. Det er ren luksus og det er næsten allerbedst, hvis det sker helt uden anledning.

Blomsterne her er fra Liberty London. Her var jeg forbi for et par uger siden i forbindelse med, at jeg var i London til Chelsea Flower Show for første gang. Blomsterfestivallen var lige så aldeles fantastisk, som jeg havde håbet på – overdådig og intens. Jeg fik dog også tid til, at gå et smut forbi Covent Garden og Liberty. De har altid haft det smukke blomsterdisplay ud mod gaden – også før blomster og planter blev det nye sort. Der er noget rigtig rart over, at ikke alle følger de omskiftelige trends. Der er noget trygt over et sted som Liberty, der bare står der og hviler roligt (i sig selv) som en aldrende nydelig dame.

YOU MIGHT ALSO LIKE

LEAVE A COMMENT