Pasta med pesto og mascarpone

Nu hvor de fleste af os har masser af tid hjemme pga Corona, er det om at finde på nogle gode ting at lave sammen. Så vidt jeg forstår, er det ok at vi mødes udendørs, så hvorfor ikke mødes omkring et bål i haven.

Bål er super dejligt på denne årstid, nu hvor vejret er nogenlunde stabilt og hvor det hverken er for koldt eller for vådt. Uanset om du er en garvet bålmadsekspert eller om du kun laver mad over bål ganske få gange om året, så er det altid et hit med nemme retter, hvor der skal bruges et minimum af grej.

I denne opskrift på Pasta med pesto og mascarpone skal du bruge ganske få ingredienser, men det giver en super velsmagende ret. Du kan enten vælge at klargøre hele retten inde i dit køkken eller du kan arrangere et interimistisk udekøkken – evt ved et havebord eller en planke over et par træstubbe. Det er hyggeligt at stå i det fri og hakke grøntsager og er der børn vil de helt sikkert synes det er et hit.

Til to voksne og to børn skal du bruge

  • 1 skalotteløg
  • 1 solo hvidløg
  • ca 100 gr Mascarpone (en halv bøtte)
  • 2 spsk god pesto
  • 1 god håndfuld bredbladet persille
  • 1 bk champignon
  • 250 gr pasta
  • ca 1 liter vand
  • Salt & peber
  • 1/2 hønseboullion terning
  • Før servering: lidt frist basilikum og et klem af en citron

Sådan gør du

Hak løg, hvidløg og persille fint. Skær champignon i skiver. Læg grøntsagerne i en bålgryde sammen med mascarpone og pesto.
Tilsæt cirka en liter vand, salt, peber og en halv hønseboullion terning. Sæt gryden over et godt glødebål og læg låg på. (Alle ingredienserne skal i gryden fra start).

Når det begynder at koge i gryden er det vigtigt at du rører med jævne mellemrum. Pastaen koger i suppen af vand og grøntsager og suger det meste af væsken til sig, så man til sidst får en lækker og cremet konsistens. Hvis du synes det begynder at blive for tørt, så tilføj en lille smule vand under vejs.

Fra du sætter gryden over og til retten er færdig går der cirka 20 minutter, men smag på pastaen – når den er al dente er retten færdig.

Når du serverer retten er det lækker med lidt friskhakket persille, basilikum og et klem af en citron på toppen. Evt. et drys friskkværnet peber. Rigtig god appetit.

Til dig uden have eller adgang til egen bålplads

Hvis ikke du har en have eller har mulighed for at tænde bål i den, så har Naturstyrelsen en fremragende oversigt over lejr- og shelterpladser i hele landet. Her kan du tænde bål. Du behøver bare at medbringe en gryde, grydeske, optænding samt ingredienser som anført nedenfor (du kan evt. hakke det hele hjemme fra og medbringe det i en madkasse). Og bestik selvfølgelig.

YOU MIGHT ALSO LIKE

LEAVE A COMMENT