Pottebrød bagt i bål

Du har garanteret prøvet at bage snobrød og måske også ærgret dig over at det tager forholdsvis lang tid og at resultatet nemt bliver et brød der er brændt udenpå og næsten rå inden i.

I det følgende er en opskrift på pottebrød, som er er super sjovt alternativ til snobrød. Du kan bage flere brød på én gang. Det er nemmere at opnå et brød der er både sprødt udenpå og gennembagt inden i.

Til 8 brød skal du bruge følgende:

  • 4 dl lunkent vand
  • 15 gram gær
  • 1 spsk flagesalt
  • cirka 400 gr hvedemel
  • Olie, rosmarin og flagesalt til bagning

Herudover skal du bruge:

  • 8 stk uglaserede terracotta urtepotter med underskål (7 cm Ø)
  • En rulle ståltråd
  • Bålhandsker

Opløs gær og salt i det lunkne vand og tilsæt derefter hvedemel. Tilsæt melet lidt ad gangen og kun nok til at din dej lige akkurat slipper skålen. Den må gerne være lidt klistret. Lad dejen stå til hævning tildækket i cirka tre timer. Din dej bliver kun bedre, hvis du en gang i time tager fat i dejen (mens den er i skålen) og folder den et par gange over sig selv. Det vil gøre din dej mere spændstig og luftig.

Start et bål en times tid iden du skal bruge det. Brug gerne rigeligt med brænde og lad det hele brænde ned, til du kun har gløder.

Smør urtepotterne med lidt olie indvendigt og fordel dejen i de 8 potter. Hak en god håndfuld rosmarin sammen med 2 spsk flagesalt til du har en fin saltblanding. Dryp brødene med lidt oliven olie og drys rosmarinsaltet over. Læg underskålen på og slå ståltråd omkring potte og underskål, så de holdes sammen.

Form et hul i midten af dit glødebål stort nok til, at alle 8 potter kan stå der. Placer potterne i midten af glødebålet med bunden opad (se billedet) og lad dem bage i cirka 10 minutter. Roter gerne potterne under vejs. Hvis det begynder at ryge op ad hullet på en potte er det tegn på at potten står for varmt og brødet kan være ved at brænde på. Tag da potten ud af bålet og lad den køle af. Tjek hvordan brødet ser ud og hvis det ikke har fået nok, sæt det da tilbage i bålet længere mod midten.

Hvis der ikke er så meget varme i dit bål kan du tage potterne ud af bålet og fjerne ståltråden, for derefter at sætte potterne tilbage i gløderne, men denne gang med bunden af potten ned mod gløderne. Brødet er færdigt når det har en jævn brun farve udenpå.

YOU MIGHT ALSO LIKE

LEAVE A COMMENT