Omelet med artiskok, feta & oliven

Denne omelet er måske én af de absolut nemmeste opskrifter der findes og den smager fantastisk. Når man laver mad over bål synes jeg en af de vigtigste ting er, at der er balance imellem tiden til bare at nyde bålet og hinanden og hvor avanceret maden er. Jeg foretrækker selv at vælge få gode ingredienser, der ikke kræver stor forarbejdning. Jeg synes nemlig at selv de simpleste retter kan smage helt vidunderligt når de bliver tilberedt og spist under åben himmel.

Til 2 personer

  • 4 æg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 skalotteløg el. lille alm. løg
  • 5 stk brune champignon
  • 5 stk kejserhatte
  • 3 stk artiskokhjerter
  • 50 gr græsk feta
  • Frisk persille, purløg og timian
  • Kalamata oliven
  • Smør til stegning

Sådan gør du

Det går hurtigt at lave en omelet, så det er vigtigt at du har alle ingredienser – og et par tallerkner – klar inden du går igang. 

Jeg har valgt at bruge artiskokker, men man kan sagtens erstatte dem med eksempelvis squash eller små forkogte kartofler, hvis man skulle have en rest i køleskabet.

Hak hvidløg og skatlotteløget i små tern. Rengør kajserhatte og champignon og skær dem i skiver. 

Vask og hak alle urterne.

Slå æggene ud i en skål og tilsæt et lille skævt vand og lidt salt og peber og pisk det sammen med en gaffel.

Varm panden godt op over bålet og lad en knop smør smelte. Steg løg og hvidløg til de er akkurat blanke og tilsæt herefter æggemassen. Lad det samle sig et halvt minut og fordel derefter artiskok og oliven og smuldret feta jævt over hele omeletten. Drys til sidst med urter.

Lad omeletten stege et par minutter og lige inden den er færdig foldes den ene halvdel over den anden. 

Spis eventuelt groft rugbrød til.

← Older Post Newer Post →